Kreativt miljø · August 2022
I studiet.
Sammen med fotografen Pia Ulin, stylisten og skribenten Cilla Ramnek og kunstneren Viola Sparre har vi dykket ned i den rolle, vores skrivetavler spiller i et levende, rodet og kreativt ateliermiljø.
Et studie, et atelier – hvad har det brug for? Hvordan designer man et rum for fri tanke og kreativitet? Kan vi foreslå generelle retningslinjer? Måske ikke. Alle gør det trods alt på deres egen måde. Nogle fylder det med interessante genstande, materialerester og tilfældigt rod, mens andre finder glæde i det stik modsatte: ordnede, ryddelige rum med rene linjer, vinkler og spidsede blyanter, der venter i stille beredskab.
Dette er et skolelokale, behageligt slidt og sparsomt vedligeholdt. Et tilgivende miljø, der bærer de umiskendelige spor af mange års kreative anstrengelser. Nogle gange huser det en gruppe skabende mennesker. Nogle gange, hvis man er heldig, kan man råde over hele rummet og brede sig ud, som man har lyst.
Men selve processen – hvad handler det hele om? Den kan begynde i en slags kaos, en samling materialer. At bevæge sig på ren intuition i brede cirkler omkring et emne, der endnu ikke er fuldt formuleret. At lede og finde – en fjer måske, eller en krøllet pose i en fristende citrongul nuance. At sætte gamle skitser og noter op på væggen. Et ord, en sætning, der dukker op i hovedet – bedst at skrive det ned på en skrivetavle, før det forsvinder! Langsomt vokser en collage af ord, billeder og små tegninger frem i rummet. Et miniatureunivers, dit og dat i fysisk form. I bedste fald begynder man at forstå, hvilken vej man går.
Violas malerier udspringer af situationer fra barndommen – oplevede, drømte eller forestillede, alle med en mærkbar følelsesmæssig ladning. Som en følelsernes arkæolog sætter hun fragmenter sammen og skaber øjebliksbilleder af bestemte stunder. Et tæppe, et glimt af tapet eller den måde, lyset falder på et ryatæppe; detaljer udgravet fra erindringens miner. Det rammer beskueren lige i solar plexus, og man tænker: ja, sådan var det også for mig!
Skrive- og opslagstavler fyldes og viskes ud, efterhånden som arbejdet skrider frem. Det er en så analog proces, som tænkes kan. Kompositioner opstår og udvikler sig, somme tider så fine, at de kræver at blive dokumenteret.
